OM MIG

Hvem, hvad, hvor – og hvorfor


Billede af Henriette Vinkel

Hvem er jeg?
Mit navn er Henriette Tang Vinkel, jeg er 24 år og fra Kolding. Du kan kende mig på mit krøllede hår, mine mørkebrune øjne og mit gode humør. Jeg elsker at møde forskellige mennesker – jeg bliver nærmest høj af det. Derfor arbejder jeg i en boghandel ved siden af studiet, hvor jeg har masser af mulighed for at tale med forskellige mennesker med forskellige behov. Når jeg skal slappe rigtigt af, går jeg en tur i biografen. Efter seks års arbejde i en biograf, giver miljøet og filmene mig stadig et kick. Herudover går jeg til stepundervisning hver onsdag og spænder indimellem løbeskoene på fødderne for at blive blæst igennem og få ny energi.

Hvad vil jeg?
Efter snart to år på skolebænken, har vi arbejdet os hen imod det, det hele handler om – at komme ud i den virkelige verden og prøve kræfter med journalistikken. Jeg interesserer mig for verden omkring mig, og det kan ses i mine historier. Jeg kan slet ikke lade være med at fortælle historier. Jeg er fuld af nysgerrighed og mod. Jeg glæder mig til at møde nye mennesker og lave meningsfuld journalistik, der kan påvirke sager og sætte fokus på uberørte emner. Og det er derfor jeg er her – jeg vil være journalist.

Hvor kommer jeg fra?
Jeg er født og opvokset lige i midten af Danmark. Nærmere betegnet Bramdrupdam, en forstad til Kolding. Her boede jeg sammen med mine forældre, for mine to ældre søstre flyttede hjemmefra, da jeg ikke var særlig gammel. Jeg er nemlig en rigtig efternøler. Da jeg forlod reden for alvor gik turen til Askov Højskole på journalistlinjen og herefter til Odense, hvor jeg boede et år i forbindelse med min uddannelse. Nu er jeg så tilbage, hvor det hele begyndte, i Kolding, og her bor jeg sammen med min skønne kæreste Michael.

Hvorfor lige mig?
Jeg vil arbejde hårdt, og jeg er god til at engagere mig og få idéer. Ikke mindst vil jeg lære. Jeg vil være skarpere end skarp og bedre end god. Jeg vil være endnu bedre til håndværket og få journalistikken helt under huden. Jeg vil lave skarpe nyheder, fængende reportager, gribende portrætter, udredende baggrundsartikler og fascinerende features. Jeg kan bidrage med masser af nysgerrighed, gåpåmod og grundighed – og ikke mindst godt humør og glæden ved at lave journalistik.

· copyright © 2009 Henriette Vinkel · hvink05@student.sdu.dk · +45 22791834 · Katrinegade 17, 2. sal, 6000 Kolding ·